Løkken by
Løkken var oprindelig et gammelt fiskerleje, der fik succes med skudehandel, men er i dag en travl turist- og ferieby med en hyggelig atmosfære og masser af butikker. Byen har 1.569 indbyggere (2010), og er en del af Hjørring Kommune i Region Nordjylland.
De ældste bosættelser i Løkken er fra slutningen af 1600-tallet, men derefter udviklede byen sig til en vigtig ladeplads for handelen mellem Vendsyssel og Sydnorge, hvor korn, smør og kød blev byttet med træ og jern. Der findes stadig pakhuse fra denne skudehandel, der varede til omkring 1900.
Løkken blev også en vigtig fiskerby, og var i perioder den 3. største ved Vestkysten. Omkring 1950 var der cirka 50 både, der blev trukket op på stranden. Fiskermiljøet med mole, bådeplads, signalmast, tjæreplads og redningshuset, der nu er museum for kystfiskeri, eksisterer endnu, men der er kun er få fiskere tilbage.
Den 19 km lange og meget brede strand sydpå til Rødhus er åben for bilkørsel året rundt. Der er nedkørsler også i Blokhus, Grønhøj og Saltum.